Tvister afgjort > Hovedlager
HØJESTERET NEDSATTE DEN AFTALTE LEJE TIL NIVEAUET FOR SAMMENLIGNELIG LEJEMÅL I EJENDOMMEN
Den aftalte leje for lejemålet var mere byrdefuld end lejevilkårene for øvrige sammenlignelige lejemål i samme ejendom.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår fastsættelse af lejen for det lejemål, som L1 og L2 overtog den 1. september 2017.
Grundlaget for fastsættelsen af lejen for L1 og L2s lejemål og de øvrige lejemål i ejendommen er omkostningsbestemt leje efter den dagældende boligreguleringslovs § 5, stk. 1 (nu lejelovens § 19, stk. 1).
Efter den dagældende boligreguleringslovs § 5, stk. 9 (nu lejelovens § 22, stk. 1), kan der ikke ved indgåelse af en lejeaftale aftales en leje eller lejevilkår, der efter en samlet bedømmelse er mere byrdefulde for lejeren end de vilkår, der gælder for andre lejere i ejendommen.
Spørgsmålet for Højesteret er, om lejemål, hvor der er gennemført lejeforhøjelse efter den dagældende boligreguleringslovs § 7 (nu lejelovens § 23), og hvor udlejer har begrænset forhøjelsen af lejen som følge af den dagældende boligreguleringslovs § 7, stk. 4 (nu lejelovens § 23, stk. 4), kan indgå ved en sammenligning efter den dagældende boligreguleringslovs § 5, stk. 9.
Efter forarbejderne til § 5, stk. 9, har bestemmelsen til formål at sikre, at lejerne i en ejendom stilles ensartet. Højesteret finder, at alle lejemål i en ejendom, hvor grundlaget for lejefastsættelsen er det samme, derfor som udgangspunkt skal indgå ved en sammenligning efter stk. 9 ved indgåelse af en ny lejeaftale.
Der er hverken efter ordlyden af § 5, stk. 9, og § 7, stk. 4, eller forarbejderne til bestemmelserne holdepunkter for at antage, at den omstændighed, at en udlejer har begrænset en forhøjelse af lejen for allerede eksisterende lejere som følge af reglen i § 7, stk. 4, medfører, at de pågældende lejemål ikke skal indgå ved en sammenligning efter § 5, stk. 9. Dette indebærer, at begrænsningen i huslejestigningen over for eksisterende lejere også kommer nye lejere til gode.
På den anførte baggrund tiltræder Højesteret, at L1 og L2 kan kræve lejen nedsat som påstået. Højesteret stadfæster derfor dommen.
Kilde: HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 9. september 2022 Sag BS-27157/2021-HJR (2. afdeling)
HØJESTERET FASTSLOG AT ERSTATNINGSKRAVET VAR REJST FORSENT
Sagen angik, om en udlejer, U, havde fortabt muligheden for at gøre et erstatningskrav for en ødelagt bordplade gældende over for dennes tidligere lejer, L, som følge af, at kravet var fremsat mere end to uger efter fraflytningen.
Efter lejelovens § 98, stk. 2, kan en udlejer som udgangspunkt ikke gøre krav gældende mod lejeren, når der er forløbet mere end to uger fra fraflytningen.
Højesteret udtalte, at bestemmelsen efter sin ordlyd må forstås sådan, at den omfatter alle krav, der er en følge af, at lejer ikke har opfyldt sin forpligtelse efter § 98, stk. 1, til at aflevere det lejede i samme stand som ved modtagelsen, uanset om kravet skyldes, at lejeren ikke har opfyldt sin vedligeholdelsespligt, eller at lejeren ved uforsvarlig adfærd har påført det lejede skader.
Da U først havde gjort sit erstatningskrav gældende mere end to uger efter fraflytningen, kom Højesteret frem til, at U som følge af fristoverskridelsen var afskåret fra at gøre sit krav gældende.
Landsretten var kommet til samme resultat.
Kilde: BS-29153/2020-HJR afgjort 20.09.2021
03-02-2022
HØJESTERET OM LEJEFORHØJELSE I UOPSIGELIGT LEJEMÅL
Sagen angik, om udlejer havde krav på lejeforhøjelse for individuelle arbejder udført i A’s lejlighed som led i byfornyelse. Lejekontrakten indeholdt et vilkår om, at lejemålet var uopsigeligt fra udlejers side, så længe A beboede lejligheden.
Højesteret udtalte, at det følger af almindelige obligationsretlige principper, at den ene part i et retsforhold, hvor der er aftalt uopsigelighed, ikke ensidigt kan ændre de aftalte vilkår til skade for den anden part, medmindre der i lovgivningen er hjemmel hertil, eller der i aftalen er taget forbehold herom. Den foreliggende aftale om uopsigelighed fra udlejers side indebar således, at udlejer var afskåret fra at kræve lejeforhøjelse, så længe uopsigeligheden gjaldt, medmindre der i lovgivningen var hjemmel til forhøjelsen, eller der i aftalen var taget forbehold herfor.
Højesteret udtalte, at lejelovens § 58 om lejeforhøjelse som følge af forbedringsarbejder, som udlejer havde henvist til, ikke indeholder fornøden hjemmel til at fravige udgangspunktet om, at aftalt uopsigelighed indebærer, at udlejer ikke kan kræve lejeforhøjelse. Udlejeren kunne derfor alene kræve lejeforhøjelse for arbejderne i lejemålet, hvis der i aftalen var taget forbehold herom. Efter en samlet vurdering af lejekontraktens individuelle del og de almindelige bestemmelser tiltrådte Højesteret, at der ikke ved lejeaftalen var taget et tilstrækkeligt forbehold for forhøjelse af lejen som følge af forbedringsarbejder. Udlejeren havde herefter ikke krav på lejeforhøjelse som følge af de individuelle arbejder.
Kilde: Højesteret sag 217/18 dom afsagt 01.07.2019
03-07-2019
ANMODNING OM FORNYET SYN OG SKØN IMØDEKOMMET VEDRØRENDE TILBUDSPLIGTEN I LEJELOVEN
Afgørelsesdato: 23-04-2019
Resumé:
Anmodning om fornyet syn og skøn i forbindelse med opfyldelse af tilbudspligten i lejeloven imødekommet
En udlejningsejendom var underlagt reglerne om tilbudspligt, og skulle derfor tilbydes lejerne til overdragelse på andelsbasis, inden ejendommen blev overdraget til anden side. Efter syn og skøn var blevet gennemført efter retsplejelovens regler om isoleret bevisoptagelse til afgørelse af, om købesummen og de øvrige tilbudte vilkår svarede til ejendommens værdi i handel og vandel som udlejningsejendom, havde udlejer anmodet om fornyet syn og skøn under henvisning til bl.a., at skønsmanden havde anvendt en anden metode end den, der fulgte af den almindeligt gældende branchenorm. Lejerne havde bl.a. gjort gældende, at der ikke kunne gennemføres fornyet syn og skøn, når syn og skøn havde været gennemført til opfyldelse af lejelovens regler om tilbudspligt.
Højesteret udtalte, at der efter retsplejelovens regler bl.a. kan tillades fornyet syn og skøn ved andre skønsmænd, hvis det kan sandsynliggøres over for retten, at den første skønsmands konklusioner kan være udslag af en faglig tilgang til spørgsmålene, som ikke er enerådende inden for det pågældende fag, og at bestemmelsen også finder anvendelse, når syn og skøn er gennemført til opfyldelse af lejelovens regler om tilbudspligt.
Efter en samlet vurdering af sagen, herunder sagens værdi og skønstemaets karakter, fandt Højesteret, at der var grundlag for at imødekomme anmodningen om fornyet syn og skøn.
Kilde: 23.04.2019 Højesteret
28-04-2019